Aktuelt
Fleks Tavler bliver en del af Pro-Automatic
Pro-Automatic A/S med hovedsæde i Holsted er fusioneret pr. 7. maj 2025 med datterselskabet Fleks Tavler ApS i Vejle. Fusionen markerer kulminationen på tre års tæt samarbejde og integration, hvor synergier, effektiviseringer og fælles værdier har været i fokus.
Afdelingsleder Andreas Munkøe har stået i spidsen for Fleks Tavler siden 2023 udtaler:
”Vi har arbejdet målrettet med at styrke samarbejdet og udnytte synergierne med Pro-Automatic. Det har styrket både kvalitet, effektivitet og teamånd. I dag står vi samlet som ét stærkt hold med fælles fokus på høj kvalitet og god service.”
Fleks Tavler fortsætter som afdeling i Pro-Automatic
Afdelingen på Hjulmagervej 19A i Vejle fortsætter uændret som en integreret del af Pro-Automatic. Det juridiske selskab Fleks Tavler ApS er lukket, men medarbejdere, produktion og kundesamarbejde fortsætter som hidtil – nu med endnu stærkere organisatorisk opbakning fra hovedsædet i Holsted.
Fusionen skal styrke kunder, medarbejdere og leverandører gennem:
-
Forbedrede arbejdsgange og intern logistik
-
Adgang til avanceret produktionsudstyr i Holsted
-
Øget viden- og erfaringsdeling på tværs af afdelinger
Produktionsleder Kasper Therkildsen, der nu har den daglige ledelse i Vejle, fortæller:
”Samarbejdet med Pro-Automatic har givet os adgang til teknologier som 3D-laserskæring, ledningsmaskine og kobberbearbejdning. Det har hævet kvaliteten og effektiviteten markant – og nu arbejder vi mod ISO 9001 og ISO 14001 certificering i efteråret.”
Tre års udvikling og vækst i Vejle
Siden opkøbet i 2022 har Fleks Tavler været igennem en markant udvikling. Lokalerne er blevet moderniseret, produktionsarealet er fordoblet, og medarbejderstaben er vokset. Samtidig er virksomhedens kompetencer udvidet til at omfatte både Tabula og CUBIC modulsystemerne.
Lars Christensen, stifter og tidligere ejer af Fleks Tavler, har i overgangen spillet en vigtig rolle som bindeled mellem ledelsen og medarbejderne:
”Det har været en effektiv rejse, hvor vi har bevaret fleksibiliteten og den hurtige levering, som kunderne kender os for. Samtidig har vi løftet fagligheden og processerne i tæt samspil med Pro-Automatic.”
Andreas Munkøe tiltræder en stilling på hovedsædet i Holsted, mens Kasper Therkildsen fortsætter som produktionsleder for afdelingen i Vejle.