Aktuelt
Tillykke til Thomas Lage Hansen med 30-års jubilæum i Pro-Automatic
I juni 2025 fejrer vi en ægte Pro-veteran – vores dygtige tilbudsberegner Thomas Lage Hansen, som har været en del af Pro-Automatic i 30 år.
Thomas blev udlært elektriker i 1993, og Thomas spildte ikke tiden, så han sprang direkte videre på el-installatørstudiet – og herfra gik det stærkt.
Allerede i 1995 blev han rekrutteret til det dengang nystartede Pro-Automatic, hvor Michael Schrøder stillede ham det direkte spørgsmål: ”Thomas, vil du bygge eltavler?”
Thomas takkede ja – og blev en del af det lille dedikerede hold bag Pro-Automatic sammen med blandt andet Jørn Gram og HC Juulsen. Han har derfor Pro-blodet strømmende i sine årer.
Fra tavlemontør til beregningsspecialist
De første fem år byggede han eltavler. I 1999 bevæger han sig over i projektering og beregning, og siden 2008 har Thomas været dedikeret til beregnerjobbet. Gennem årene har Thomas været med til at udvikle vores beregningsværktøjer – fra håndskrevne sedler, til Excel-ark og videre til det professionelle værktøj vi har i vores ERP-system i dag.
”Det har været én stor fornøjelse at være med til at udvikle de værktøjer og automatiseringer til gavn for mine kollegaer og vores kunder,” fortæller Thomas.
Salgsdirektør Peder Pedersen, som har kendt og arbejdet sammen med Thomas siden læretiden, fremhæver hans store betydning:
”Thomas er krumtappen i vores tilbudsteam. 6.15 møder han ind og leverer solide løsninger fra øverste hylde. Thomas er skarp på budgetoverslag på de store komplekse byggeprojekter i et tæt samarbejde med vores salgsteam, og han er en uvurderlig sparringspartner for kunder og kollegaer,” fortæller Peder.
Pro-ånden i praksis – Thomas husker en særlig episode
Et særligt projekt står klart i Thomas’ erindring – hvor fællesskabet viste sin styrke:
”Vi var forsinkede i produktionen og havde orienteret overmontøren hos kunden – men pludselig meldte direktøren sin ankomst næste morgen kl. 6. Jeg fik ikke meget søvn den nat! Men hele huset trådte til: vi fik leverandørerne til at reagere hurtigt, tavlemontørerne tog overarbejde, og Eva, vores bogholder, lavede mad i weekenden til dem. Ja selv lederne tog arbejdstøjet på og gik i værkstedet. Det var ægte Pro-ånd – fællesskab, ordentlighed og viljen til at lykkes – det glemmer jeg aldrig,” fortæller Thomas.
Drevet af kompleksitet og kundesamarbejde
Gennem årene er projekterne vokset i både størrelse og kompleksitet – især i takt med den teknologiske udvikling og den grønne omstilling. Og det er lige præcis her, Thomas stortrives:
”Jeg brænder for de komplekse opgaver – særligt funktionsudbud, hvor beregningerne kan tage en hel uge. At være tæt på kunderne, finde de rigtige løsninger i samarbejde med leverandører og kollegaer – det er det, der driver mig,” siger han.
”Thomas er en kolossal kapacitet, rolig og løsningsorienteret. Han har haft en enorm betydning for Pro-Automatics udvikling gennem 30 år,” fortæller Peder Pedersen.
Tak til Thomas for 30-års fantastisk indsats, engagement og loyalitet. Du har været – og er forsat – en uundværlig del af Pro-Automatic. Tillykke med jubilæet.