Aktuelt
Tobias Bruun er færdiguddannet automatiktekniker – og nu servicetekniker hos Pro-Automatic
Tirsdag den 7. april 2026 blev Tobias Bruun færdiguddannet som automatiktekniker. En milepæl i et mangeårigt og dedikeret arbejdsliv hos Pro-Automatic.
Tobias har været en del af Pro-Automatic siden 2010, hvor han startede som 23-årig i en rolle som altmuligmand. Opgaverne spændte fra at feje gulve, lave beslag og sætte varer på plads til andet forefaldende arbejde.
Siden da har han været omkring stort set alle afdelinger i virksomheden, fungeret som sjakbajs på flere større projekter og udviklet et stærkt fagligt fundament. Tobias har altid haft let ved at sætte sig ind i el-diagrammer og trives med faglige udfordringer.
Efter 12 år som ufaglært begyndte Sonni Tønder at prikke til Tobias. Udviklingen var tydelig, ansvaret blev taget og for Pro-Automatic var det en selvfølge at investere i uddannelsen af en dygtig og engageret medarbejder.
I 2022 startede Tobias derfor i voksenlære som automatiktekniker - 35 år gammel og med stor motivation. Drømmen har længe været klar: at blive servicetekniker med egen servicebil. En rolle Tobias allerede havde snust til i sin læretid. I dag er drømmen blevet til virkelighed og Tobias er allerede i fuld gang med at indrette sin servicebil.
Produktionschef Claus Juul Christensen overrakte svendebrevet med følgende ord:
“I 2022 startede du i voksenlære som automatiktekniker. En beslutning der krævede mod, og som du nu har fuldført på fornemmeste vis. Du er arbejdsom og dedikeret, siger din mening og har ja-hatten på. Derfor er vi også meget glade for, at du har takket ja til stillingen som servicetekniker. Tobias - tak for din indsats og stort tillykke med uddannelsen. Vi glæder os til at følge din fortsatte udvikling.”
Som traditionen foreskriver hos Pro-Automatic modtog Tobias naturligvis også den klassiske blå sortimentskasse samt gaver.
Vi ønsker Tobias et stort tillykke og ser frem til det fortsatte samarbejde.








